Kampen om den offentlige mening

Overenskomstforhandlingernes naturlige uenighed mellem parterne på hver side af bordet er de seneste dage blevet suppleret med en lige så naturlig uenighed om, hvem af dem det mon er der går og lækker forhandlingsudspil til medierne.

Da forligsmandsloven udtrykkeligt forbyder den slags, er det potentielt alvorlige beskyldninger, men det er det så ikke alligevel, så længe beskyldningerne er rettet mod anonyme kilder. I hvert fald ikke alvorlige på den måde at det kan straffes eller bare er muligt at gribe ind overfor.

Men som enhver bare nogenlunde erfaren forhandler véd, så foregår forhandlinger ikke kun i forhandlingslokalet, og hverken retfærdighed eller rimelighed spiller nogen som helst rolle. Styrkeforholdet gør, og ikke andet end det. Men indirekte påvirker den almindelige opfattelse af rimelighed og retfærdighed selvfølgelig styrkeforholdet, og det er netop det formål, lækkene af forhandlingsudspil skal tjene.

Her skal man gøre sig klart, at der ikke kun er modparter med modstående interesser i overenskomst-gamet, der er også medparter, hvis interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende. Derfor ligger det heller ikke altid lige for, hvem der har lækket hvad og hvorfor.

Statens chefforhandler Flemming Vinther har tilsyneladende meget overbevisende ræsonneret sig frem til, at når, som han siger, en del af et arbejdsgiverudspil lækkes og det kun er den del med det søde, mens det sure behændigt ikke kommer til offentlighedens kendskab, så er det arbejdsgiversiden der har fordel af det, og derfor må det være arbejdsgiversiden der står bag lækken.

På den anden side af bordet mener modpartens chefforhandler Sophie Løhde (V), at det tværtimod må være nogen ‘der bevidst går efter at ødelægge forhandlingerne og kaste Danmark ud i en storkonflikt’, der står bag lækkene, og selv om hun ikke siger det direkte, må man gå ud fra at hun dermed peger væk fra sig sig selv.

Den tredje mulighed nævner ingen af dem, men den findes ikke desto mindre alligevel og er ikke nødvendigvis den mest usandsynlige. Nemlig at det er de henholdsvise medparter på de andre offentlige områder, der ser en interesse i at isolere problemerne ovre på det statslige område, og for andre læks vedkommende på det kommunale.

Eksempler: Regionerne, og det gælder både arbejdsgiversiden og lønmodtagersiden, har ikke et problem med hverken læreraftale eller spisepause, og det har på lønmodtagersiden heller ikke kommunale faggrupper som sosuer og pædagoger, i hvert fald ikke overfor modparten. Derimod oplever de en vis truende udsigt til skulle gå i konflikt for at højerelønnede grupper på andre områder kan få nogle fordele, de ikke selv har, og hvor stor lyst har de egentlig til det? Og hvor længe?

Her kan man indvende, at fagforeningerne på tværs jo netop denne gang har indgået den såkaldte musketér-ed, der i den korte udlægning betyder at alle skal skal være tilfredse, før nogen siger ja. Det er den polerede version til festlige lejligheder. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at den på et tidspunkt afløses af en anden version, der vedrørende fx lærernes arbejdstidsaftale vil lyde noget i retning af, at nu har vi sikret, at lærerne kom i realitetsforhandlinger, men vi kan jo ikke lade os tage som gidsler for at de ikke er gode nok til at forhandle et resultat hjem.

En version, der kan være fristende, hvis man har udsigt til at få nogenlunde den lønudvikling, man er gået efter, og i øvrigt heller ikke synes, at akademikerne har fortjent en betalt frokostpause uden forstyrrelser, når man selv har tilkaldepligt. Man kan spørge, om det er et rimeligt synspunkt, når der nu er den der musketer-ed, men igen: det handler ikke om rimelighed, kun om styrkeforholdene. Herunder også mellem medparterne og i kampen om den offentlige mening.

Altsammen selvfølgelig de rene spekulationer. Udfaldet af næste runde i Forligsinstitutionen kan give svaret på om de holder vand.